Tag Arkiver: grenache

Grenache

Grenache er en af de mest plantede druesorter i verden. Den dyrkes hovedsagelig i den vestlige del af Middelhavsområdet, dvs. Sydfrankrig og Spanien, hvor den trives fint i de tørre, varme og forblæste områder. Druen stammer sandsynligvis fra Spanien, hvor den kaldes Garnacha. Den dyrkes også på Sardinien, hvor den kaldes Canonnau. Grenache dyrkes oversøisk i Australien, Californien og Sydafrika, hvor den ofte indgår i det vi kalder en GSM-blanding bestående af Grenache, Syrah, Mourvèdre.

Grenache giver kraftige og alkoholrige vine og lagres ofte i store, gamle egetræsfade kaldet foudre, men ellers er vinbønderne normalt forsigtige med at lagre den på træ og meget sjældent i ny eg. Vinen får ofte en lækker sødlig og frugtig stil med duft og smag af jordbær og kirsebær. I de ædleste vine oplever man desuden duft af brombær, oliven, krydderurter, læder og sort peber. Typisk for grenache er også, at farven på vinen ændrer sig med alderen, så den bliver lysere rød med brunlige nuancer. Grenache bruges ofte i blanding med andre druer og tilfører sødme og alkohol til den færdige vinblanding. Men tag ikke fejl. Nogle vinbønder er specialister i at lave lyse og lækre vine i en lettere, næsten burgundisk stil. Men det hører til sjældenhederne. Normalt er Grenache vinene kendetegnet ved at være mørke, kraftige og frugtdrevne og med en god syre.

I Frankrig dyrkes Grenache i det sydlige Rhône, hvor den er hoveddruen i de fleste cru og village distrikter, og den er således en af de tretten tilladte druer i Chateauneuf du Pape og spiller en stor rolle her. De højst værdsatte områder er, udover Châteauneuf-du-Pape, Gigondas, Vacqueyras, Rasteau og Cairanne. I det sydlige Frankrig dyrkes grenache i stor stil og blandes ofte med syrah. Det giver varme og fyldige vine, som normalt er billigere end Rhône-vinene. Men vinbønderne dernede kæmper hårdt for at komme på niveau og nærmer sig mere og mere. Hernede bliver der også produceret mængder af rosévin fra grenache.

Grenache indgår også som hoveddrue i produktionen af sydfranske dessertvine, vin doux naturel (VDN) vine, hvor druerne gæres op til ca. 5% alkohol, hvorefter der tilsættes druealkohol op til 15-17% alkohol, hvor gæringen stoppes, og efterlader en stor del af druesødmen i vinen. Denne metode er ret udbredt – også med andre druer, f.eks. muscat – og efterlader en sød, men ikke så tung, og meget frugtig dessertvin, som fremstilles efter flere forskellige metoder. De mest kendte på grenache er VDN Rasteau, VDN Maury og VDN Banyuls.

I Spanien er de vigtigste distrikter med grenache, Aragon, Catalonien og Priorat. Men den har også sneget sig ind i typiske tempranillo områder som Rioja og Navarra. I Priorat fremstilles store, kulsorte og kraftige vine, og området har med årene udviklet sig til et kult-område, og vinene derfra er blevet dyre.

Grenache er en af vores favoritter – her finder du vine med Grenache i:

SPAR 20%
Original price was: kr. 99,00.Current price is: kr. 79,00.